Aalborg Kommune viser vejen frem med in-house 3D-projektering af vejanlæg

Aalborg Kommune er i gang med et pionerprojekt for at teste fordelene med in-house 3D-projektering af egne veje. Et større 4,3 km langt kommunalt vejanlæg projekteres for tiden med BIM-værktøjerne Trimble Novapoint og Trimble Quadri. Målet er at hæve 3D-kompetancen i kommunen og udforske lønsomheden af egen produktion kontra outsourcing af projekteringen.
 

- Vi har desværre ingen erfaring med hverken 3D-modellering eller egen projektering af større veje, så pionerprojektet er både spændende og lærerigt, siger Janni Leth Petersen, projektdeltager for Tranholmvej-projektet.
Som regel afgiver vi projekteringen af større anlæg til rådgivende ingeniører. Hidtil har vi selv bare tegnet mindre veje på traditionel måde.
 

Omfattende udvidelse

Pionerprojektet drejer sig om en udvidelse og modernisering af den 4,3 km lange eksisterende Tranholmvej i udkanten af Aalborg centrum, ikke langt fra havnen. Vejen, som i dag har delvis to og fire spor, skal udvides og omlægges til firespors hele vejen, samt en ny cykelsti langsgående. Projektet omfatter også signalanlæg, afvanding og vejafmærkning mm, i tillæg til nye rundkørsler og justering af eksisterende rundkørsler.

Kommunen har nedsat en projektgruppe på syv personer som udfører selve vejprojekteringen; en projektleder, tre ingeniører og tre assistenter. Projektet har en finansiel ramme på 100 millioner kroner og sigter mod færdiggørelse ved udgangen af 2019, forudsat at projektet bevilges de nødvendige penge undervejs.

Oversigtsplan
Fra 2D- til 3D-projektering

– Vi tilhører en afdeling for planlægning, projektering og drift af kommunens veje, oplyser ingeniør Jakob Kroman Bjørn. – I vores arbejde har vi hidtil anvendt Novapoint til mindre 2D-projektering. Det er faktisk flere år siden afdelingen investerede i tre Novapoint Vej-licenser, men desværre har vi kun brugt værktøjet overfladisk, fordi vi stort set kun har beskæftiget os med mindre projekter.

Digitaliseringen og udviklingen af ny 3D-teknologi de senere år har imidlertid ændret på disse muligheder, fortæller ingeniørerne. Nye modelleringsløsninger muliggør, at bygherrer, rådgivende ingeniører og entreprenører nu kan samarbejde meget bedre om en model af projektet, i stedet for gennem traditionelle tegninger – noget som resulterer i betydelig effektivisering. Udfordringen er imidlertid, at det også har konsekvenser for arbejdsopgaverne og stiller nye krav til, hvordan projekterne bør planlægges og gennemføres. Arbejdsmetodikken indebærer dog, at bygherrerne nu i større grad selv kan sætte dagsorden og udpege retningen i projekterne.
 

Benytter BIM-værktøj

Og det er netop det Aalborg Kommune har valgt at afprøve i Tranholmvej-projektet. Som værktøj i projekteringen har projektgruppen valgt at anvende Trimbles (tidligere Vianova Systems) BIM-pakkeløsning Novapoint Infrastructure Design Suite (IDS) og modelserveren Quadri.

Pakkeløsningen kombinerer ni forskellige designværktøjer for projektering af de forskellige områder af infrastrukturen sammen med Quadri, som er Trimbles ”cloud” baserede BIM-server og samarbejdsløsning. Designværktøjerne i Novapoint IDS gør det mulig at projektere alle aspekter af en moderne vej, inklusive terræn og landskab, kørebane, vejkryds, rundkørsler, vejafmærkning og vejskilte, vandafvanding og grøfter samt tunneller og broer. Modelserveren Quadri er databaseværktøjet, som tillader forskellige fagområder at dele en fælles projektmodel – således at planlæggere, rådgiverer, entreprenører og bygherre kan samarbejde helt tæt om modellen.

Pionerprojekt

- Projektet startede egentlig om foråret, fortsætter Kroman Bjørn. – Men eftersom vi kun har anvendt Novapoint sparsomt tidligere, og kun til 2D-tegning, er vi fortsat i en relativ tidlig fase af projektet. Projektering i 3D kræver lidt omstilling, både individuelt og metodemæssigt.

For afdelingen er dette et pionerprojekt, hvor vi samtidig opbygger vores egen kompetence i 3D-modellering og på de nye værktøjer. Håbet er, at dette også skal motivere kommunen til at gøre mere brug af det samme fremover. Projektet er også en test for den politiske del i kommunen, nemlig for at se, hvor store projekter vi selv kan håndtere internt.

Fra terrænmodel til komplet vejmodel

- Vi startede først med terrænmodellen af eksisterende forhold, så linjeføring, længdeprofil og plangeometri, og er nu for alvor i gang med 3D-modelleringen, beretter Janni Leth Petersen. – For at effektivisere arbejdet har vi opdelt projektet i otte vejmodeller, som vi arbejder med. Vejmodellerne samordnes så i en fælles overordnet projektmodel i Quadri databasen. Alle kan dermed arbejde samtidigt og uafhængigt af hinanden på sine delmodeller. Dette er en stor fordel, når vi er så mange på projektet.
 

Kvalitetssikring

– Vi kan også hele tiden se, hvad de andre har gjort og se, hvordan det hele passer sammen. På den måde kan vi hurtigt afklare og korrigere fejl og mangler, tilføjer Karina Smith Christensen, en anden af projektdeltager. – Det er derfor på flere måder tidsbesparende. Man får bedre overblik, man ser hele modellen hele tiden, og ser umiddelbart om der er konflikter med de andre vejmodeller.

Ud over selve vejprojekteringen er der andre i huset, som arbejder med bl.a. signalanlæg og trafiksikkerhedsvurderinger af anlægget. Ydelser som geoteknik, belægning, vandafvanding og støjvurderinger udføres af eksterne rådgivere.

Ny måde at tænke på

– Så langt har alt fungeret særdeles godt, forsikrer Janni Leth Petersen. – Vi har ikke stødt på nævneværdige problemer. Men det kræver som sagt, at man må ændre måden at tænke på, og måden at arbejde på. Man skal tænke i tre dimensioner, ikke kun i plan. Og det er faktisk en ganske stor overgang, når man har arbejdet på den traditionelle måde tidligere.

Plan og struktur

– Arbejdsmetodikken indebærer også, at man må tage beslutninger og forberedelser om modelopbygningen, før man går i gang, pointerer Jakob Kroman Bjørn. – Når der er så mange projektdeltagere, som er afhængige af hinanden, må man have en fælles struktur og klare retningslinjer, ellers er man ilde stedt. 3D-projektering kræver lidt disciplin, men det er til alle fælles bedste. Resultatet bliver så meget bedre.
 

Ny inspiration

– For os som arbejder i afdelingen indebærer det faktisk også en ny inspiration, tilføjer Ragna Olesen. – Det er både interessant og spændende at arbejde med det nye. Nu er det sjovt at gå på arbejde, selv om det også er udfordrende. Man skal bruge hjernen på en helt anden måde, og man må tænke i flere dimensioner. Ikke bare linjer og streger. Med modellen bliver alt pludseligt forståeligt for alle således, at alle bliver mere involverede i projekteringen. Alle ser nu helheden og kan bidrage på en mere kreativ måde. Det er inspirerende, sjovt og effektivt.

Foruden support fra Trimble Aarhus, så har der løbende været en kontakt til en erfaren ressource person fra Rambøll Aalborg, som specielt har været benyttet når det gjaldt praktiske projekteringsløsninger. Det er både betryggende og til stor hjælp, lyder det.


Gemme i skyen

– For øvrig passer det fint med at gemme i ”skyen”, fremhæver Jakob Kroman Bjørn. – Vores projektmodel ligger gemt på en BIM-server i ”skyen”, som Trimble tager hånd om. Dermed får vi automatisk datasikkerhed og backup, og slipper for udgifter og arbejde med at drifte en egen server. Vi behøver kun at koncentrere os om projekteringen.

 

Vigtigt at følge med udviklingen

For kommuner, i lighed med andre bygherrer, er det selvsagt vigtig at følge med digitaliseringstrenden. Udviklingen nødvendiggør, at også kommuner må forholde sig til og udnytte komplette BIM-modeller. Ikke bare bygningsmodeller, men også infrastrukturmodeller. Og ikke bare i forbindelse med projekteringen, men også gennem anlægsfasen og senere i forvaltningen. Modeller, ikke tegninger, bliver både informationsbæreren og samarbejdsplatformen i fremtidens projekter.

– Set i Aalborgs kommunes historik er Tranholmvej-projektet et omfattende projekt, siger Janni Leth Petersen. – Ikke mindst også på grund af sin beliggenhed mellem boligområder, industri og havnen. Der er mange hensyn at tage, og de kræver samarbejde mellem mange interessenter. Vi ser allerede nu, at vores digitale model af projektet også her vil være til god hjælp.

Arbejdsgruppen
Fra venstre: Jannie Leth Petersen, Karina Smith Christensen, Jakob Kroman Bjørn og Ragna Olesen